Fra Mountain Home, Idaho til Sisters, Oregon
11. august 1997
Start kl. 7.00 a.m., ankomst kl. 13.15 p.m. 419 miles.
Det er min fødselsdag i dag. 45!
Vi nåede lige at tage teltet ned inden regnen begyndte.
Vi var meget hurtige. Vi spiste morgenmad på Dennis, stedet, hvor
der er billeder på menukortet i stedet for tekst. Så kan alle
være med. Det smagte nu ganske dejligt. 2 lys fra Mogens et femtal
og et fire-tal. Deraf den lidt tvivlsomme kompliment 45. Men hvad pokker,
jeg æder det rådt
Igen en fantastisk smuk køretur. Vi kom hurtigt ind
under en skyfri himmel igen. Vejen førte os gennem bjerge og nogle
smukke ”gorges” med fossiler, masser af nåletræer, og nu duftede
her hele tiden af grannåle. Vi var nu kommet ind i Oregon og ved
de smukt anlagte rastepladser læste vi om tidligere tiders store
besværligheder. Det var denne vej de første Oregon Trails
gik. Vi læste om nederlag, sejre og vinterstorme, indianeroverfald
og sult og nød og havde egentlig svært ved at se det for os,
tænk at køre med hestevogne på disse kanter, hvor der
ikke var nogen vej. Nogle steder så det for os helt umuligt ud at
komme frem, men det er jo lykkedes for dem. En ting er sikkert; mennesker
fra vores tid ville aldrig have kunnet klare det.
Så kunne vi se de sneklædte bjergtoppe – Three
Sisters og de andre. Og så var Sisters – byen – her og vores campingplads.
Her dufter også af grannåle. Det kan faktisk af og til minde
om kattepis.
Mellem nåletræer og med udsigt til en lille sø
bliver vi placeret. Teltet bliver rejst på jorden, for græsset
må ikke betrædes! Der er et lille overdækket bord, ganske
hyggeligt Vi har været i den dejlige swimmingpool, som er større
end den sædvanlige standard.
Vi gik en dejlig tur rundt om den lille sø, hvor myggene
dansede over den blanke overflade og frøerne kvækkede. Det
var meget smukt, en rigtig sværmetur. Det er egentlig utroligt, som
disse campingpladser ofre af areal til udelukkende at gå i, ikke
noget med at sætte sine vogne eller telt et uautoriseret sted, et
sted som ejeren mener er til at se på, at være i. Det gør
naturoplevelsen for os større, og vi oplever på den måde
også, at naturens mange beboere kommer helt ind til vores telte.
Har ringet til Morten. Han sang fødselsdagssang. Har
ringet til Henriette. Cole sang fødselsdagssang. Vi har lige har
lige drukket kaffe med kage og lys til.
Der er noget særligt ved selv at lave mad på en
campingtur. Vi vil langt hellere åbne en dåse hash beef end
at sidde og vente på enorme portioner mad på restaurant.
Der er intet som denne følelse af at have uendelig masse
af tid og ikke nogen som helst pligter eller krav at skulle leve op til.
Og så en venten på, at det skal blive lidt køligere
i luften og solen skal gå lidt længere ned, men ikke helt,
for så er det pludseligt helt mørkt. Og det går ikke
at lade være med at vaske op, for så er jordegern, egern og
meget større dyr (ja selv bjørne) over resterne. Vi er flere
gange blevet vækket midt om natten ved støj fra væltede
kopper eller dåser, når et eller andet dyr har lugtet sig frem
til vores rester. Men vi har lært det nu.
Også amerikanerne elsker dette campingliv. For dem er
der bare to ting, der tæller langt mere, end hos os: man skal lave
sin mad over et bål (og det skal helst være manden, der gør
det) og man skal drikke dåseøl og herefter have ”some-mores”
(ækle, bløde, søde og klisterede marsh mellows, som
man sætter ind over gløderne på en pind). Sådan
kan man af gode grunde ikke holde ud at leve en måned, men da amerikanernes
ferie er meget kort, kan det godt forenes med deres forestillinger om campinglivet.
Således også hos den unge familie , far, mor og en ca. 10 årig
datter, der boede ved siden af os. Hele dagen gik han og forberedte deres
aftensmad. Pakkede kartofler ind i folie og penslede og vendte og drejede
de store ribben over grillen. Forældrene drak øl og hyggede
sig. Datteren var oppe ved legepladsen.
Det blev aften, maden var færdig, og stolt kaldte familiefaderen
til spisning. Men det var på samme tid, som campingpladsen viste
en gratis film for campisterne. Datteren ville se den. Stor råben
og skrigen. Det endte med, at mor og datter så filmen, og den besvegne
far sad og skumlede på bordet med en øl i den ene hånd
og et kødben i den anden.
Det lykkedes dem ikke at blive gode venner. Han sov i bilen
og næste dag kørte de væk i larmende tavshed.
Alle havde glædet sig så meget til denne – garanteret korte
– ferie, og så startede den sådan. Ja, ja, vi har vel også
været ved at flå hovederne af hinanden eller af vores børn
og omvendt måske. Men det glemmer man faktisk.
Desværre oplevede vi situationer som denne flere gange
på vores tur rundt på de mange campingpladser. Flere gange
blev vi helt nervøse for, om der skulle ske vold eller andet voldsomt,
men heldigvis skete det ikke.
Blev vækket i nat af en hylen fra skoven. Det var coyoterne, prærieulve.
Det lyder lidt uhyggeligt.
|